Det første jeg vil fortælle om, er noget med kæret ved Søsum. Det havde en meget stor plads i vores barndom. Kæret varierede i størrelse efter årstiden, således at det var størst om foråret. Somme tider kunne det blive så stort at det løb hen over vejen mod søsum. Jeg tror vi sagde hen over "Svejen" som var en lavning ca 100 m fra gården. Det var jo især, hvis der havde været for meget sne, og det tøede hurtigt. Så kunne man hygge sig med at "lede vand" som far sagde. Han elskede det. Det foregik med en skovl eller spade, som man lavede render med til vandet, så man kunne bestemme, hvor det skulle løbe hen. Så sank vandet i løbet af sommeren mere eller mindre. I en tør sommer kunne det ske at vandet helt forsvandt. Så kom derrevner i det pløre, som udgjorde bunden i midten. Rundt omkring var der grønt af alle mulige vandplanter og græs, og længst ude groede der pil, hyld og lign.

Når vandet var meget lavt på midten, var det saligt at gå med bare tæer og mærke det bløde og varme mudder trænge op mellem tæerne.

Når vandet stod rimelig højt om foråret og forsommeren, kunne man lave mange sjove ting i retning af at sejle med små skibe, og lign. Man kunne også bygge havne og moler og den slags. Engang lavede vi en båd hvor vi anbragte vores dampmaskine og satte den i forbindelse med en skrue og en aksel. Det var sjovt at se at det virkelig virkede.

Der var også engang, vi lavede en tømmerflåde af brædder - "udskyr"- (det der egentlig hedder skaller) men den kunne nu ikke bære os. Så fandt vi på at sætte en saltpetertønde, vi havde stående, fast på den. Vi kunne så stå i den og stage os frem. Selv om flåden for hver stagning stillede sig på bunden var det alligevel, som om vi sejlede. Hvis man "sejlede" ud på åbent vand, hvor der altid var små bølger, som hastede forbi tønden, og stirrede et stykke tid ned på vandet, så det livagtigt ud, som om man sejlede med god fart imod bølgerne. Det var en skøn børneting.